Nigeria og nabolande optrapper kampen mod Boko Haram

Skrevet af admin

07/02/2015

Dagens topnyheder

Nigeria og fire andre afrikanske lande har lovet at bidrage med i alt 8750 soldater, politifolk og civile i kampen mod den militante gruppe Boko Haram i Nigeria.

Løftet faldt ved afslutningen på en tre dage lang konference i Camerouns hovedstad, Yaoundé, hvor Nigeria og mange af dets nabolande var samlet for at drøfte truslen fra Boko Haram.

- Repræsentanterne fra Benin, Cameroun, Niger, Nigeria og Tchad har meddelt bidrag på i alt 8700 militærfolk, politi og civile, siger de fem lande i en fælles udtalelse.

Tchad og Nigeria bidrager med hver 3500 mand, mens Cameroun og Niger hver sender 750. Benin stiller med 250 mand i kampen mod den yderliggående gruppe, skriver AP ifølge Washington Post.

Boko Haram har først og fremmest gennemført sine blodige angreb i det nordøstlige Nigeria, men har på det seneste også gennemført aktioner i blandt andet Cameroun.

Her blev knap hundrede mennesker dræbt og omkring 500 såret, da Boko Haram angreb byen Fotokol, siger embedsmænd i Cameroun.

For nylig trængte gruppen over grænsen fra Nigeria og bortførte snesevis af mennesker fra en landsby i Cameroun.

Fredag angreb gruppen to byer i Niger, hvor de dræbte fire soldater og sårede 17 andre.

De mange angreb over Nigerias grænser har fået iagttagere til at advare om, at Boko Haram er ved at udvikle sig til et regionalt problem.

Truslen fra den islamistiske gruppe udgør også en betydelig hovedpine for Nigerias præsident, Goodluck Jonathan, der håber at genvinde magten ved det præsidentvalg, der er planlagt til at finde sted lørdag den 14. februar.

Valgkommissionen og Nigerias statslige råd overvejer, om valget skal udskydes. Begrundelsen lyder, at myndighederne ikke har nået at få stemmesedler ud til millioner af vælgere endnu.

/ritzau/AFP