Nigerias hær slår 150 oprørere ihjel

Ifølge nyhedsbureauet dræbte hæren i sidste uge op mod 150 oprørere efter, at mindst 40 regeringssoldater tidligere var blevet fanget i et baghold og slået ihjel.

Offensiven havde blandt andet en træningslejr for oprørerne som mål. Lejren ligger i det samme område, hvor bagholdet mod regeringssoldaterne fandt sted.

Boko Haram, der har tusindvis af menneskeliv på samvittigheden, kæmper for indførelsen af en islamisk stat i Nigeria, og står særligt stærkt i de nordlige provinser.

Her har den gennemført mange og blodige angreb mod regeringsbygninger, politistationer og kristne kirker. Regeringshæren har trods massiv tilstedeværelse og flere aktioner mod bevægelsen ikke formået at forbedre sikkerhedssituationen i landets nordlige del.

Militære talsmænd er derfor ikke specielt meddelsomme om hærens aktiviteter, med mindre der kan fortælles om sejre.

I det aktuelle tilfælde siges det, at hæren 12. september angreb træningslejren i en skov, og dræbte 150 oprørere, mens den selv mistede 16 soldater. Otte savnes stadig.

Borno-provinsen, hvor offensiven fandt sted, har siden maj været i undtagelsestilstand og det mobile netværk har været lukket ned for at gøre det vanskeligere for oprørerne at koordinere deres aktiviteter.

Det hindrede dog ikke oprørerne i at gennemføre bagholdsangrebet, men det manglende mobilnet gør det til gengæld vanskeligt at få informationer ud fra området.

Dagens Gossip

Dagens TV