Nigerias nye præsident fyrer sine militære topchefer

Skrevet af admin

13/07/2015

Mest læste i dag

Nigerias nye præsident, Muhammadu Buhari, har mandag skiftet ud i den militære top som led i en optrappet indsats mod den militante gruppe Boko Haram.

Det betyder, at de fire chefer for Nigerias hær, forsvar, flåde og luftvåben, der blev udpeget af den tidligere præsident Goodluck Jonathan, er fyret. Også den nationale sikkerhedsrådgiver er skiftet ud.

Knap en time efter, at meldingen om fyringerne var kommet, blev der udpeget afløsere på posterne, skriver Reuters.

Under valgkampen i foråret lovede Buhari, at hans højeste prioritet som præsident vil være at knuse Boko Harams oprør. Forgængeren, Goodluck Jonathan, har fået massiv kritik for ikke at sætte tilstrækkeligt hårdt ind mod den islamistiske gruppe.

Efter Buhari blev taget i ed som præsident i maj, har Buhari flyttet Nigerias forsvarskommandocenter til Maiduguri, som er den by i det nordøstlige Nigeria, Boko Haram oprindeligt udsprang af.

Boko Haram, der har svoret loyalitet over for den yderliggående gruppe Islamisk Stat i Irak og Syrien, udgør ifølge flere iagttagere det ubetinget største sikkerhedsproblem i Afrikas folkerigeste land.

Gruppen er igennem det seneste år også begyndt at gennemføre angreb over grænserne til Nigerias nabolande, blandt andet Tchad og Cameroun.

Boko Harams foreløbig seks år lange kamp for en selvstændig islamisk stat i det nordøstlige Nigeria har kostet tusindvis af mennesker livet og tvunget 1,5 millioner mennesker på flugt fra deres hjem.

/ritzau/Reuters