Nigerias præsident: Boko Haram er snart bekæmpet

Skrevet af admin

24/12/2015

Dagens topnyheder

Det nigerianske militær står på tærsklen til at have besejret den militante oprørsgruppe Boko Haram i landet.

Det siger Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, ifølge BBC.

Ifølge præsidenten kan de militante ikke længere organisere angreb mod sikkerhedsstyrker eller ved befolkede områder.

- Jeg mener, at vi teknisk set har vundet krigen, siger Buhari til BBC.

Præsidenten har tidligere givet sit militær en frist for bekæmpelsen af Boko Haram, der de seneste seks år har trukket et blodigt spor hen over landet og Nigerias nabolande. Præsidentordren lyder på, at bevægelsen skal være nedkæmpet ved udgangen af i år.

Ifølge BBC's korrespondent i Nigerias hovedstad, Abuja, er det dog sandsynligt, at tidsfristen vil blive skubbet et stykke frem, fordi Boko Haram fortsat bomber flere steder, selv om gruppe har mistet kontrollen i en række byer.

Kritikere af den nigerianske regering beskylder landets leder for at overdrive militærets indsats og succes. De peger blandt andet på, at Boko Haram har formået at genopbygge sin styrke, hver gang militæret har hævdet, at de militante oprørere var nedkæmpet.

Muhammadu Buhari siger dog, at oprørsgruppen nu kun har vejsidebomber tilbage i sit arsenal.

- Boko Haram er vendt tilbage til at bruge vejsidebomber. De er nu reduceret til kun at have det tilbage. Boko Haram er en organiseret styrke, men vi har håndteret dem, lyder det fra præsidenten.

- De kan ikke længere mønstre de nødvendige kræfter og angribe byer eller militære positioner, hvilket de gjorde før, siger han videre.

Boko Haram menes at have dræbt omkring 17.000 mennesker og drevet millioner på flugt.

Udmeldingen fra Nigerias præsident kommer i kølvandet på flere angreb, der menes at være begået af Boko Haram i Niger, Tchad og Cameroun ved den store Tchad-sø.

I løbet af 24 timer har de militante angiveligt angrebet fire landsbyer. Mindst syv personer skulle være dræbt ud over adskillige oprørere, oplyser sikkerheds- og myndighedskilder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/