Nigers regering forhindrede kupforsøg

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

Regeringen i det vestafrikanske land Niger har forhindret et kupforsøg og anholdt mistænkte, som planlagde at bruge militærfly i deres bestræbelser på at tage magten. Det siger landets præsident, Mahamadou Issoufou, torsdag i en tv-tale til nationen.

Issoufou blev valgt som præsident i 2011 - et år efter et kup.

Der er stærke politiske spændinger forud for et valg 21. februar. Issoufou er favorit til at vinde valget. Men oppositionen beskylder hans regering for at undertrykke sine politiske modstandere.

Militære kilder siger, at mindst fire højtstående officerer er anholdt efter kupforsøget.

Blandt dem er den tidligere militære chef, general Souleymane Salou, og lederen af luftvåbnet i hovedstaden, Niamey, oberst Dan Haoua.

- Det siges, at de er mistænkt for at have deltaget i undergravende aktiviteter. Men der er intet sikkert i øjeblikket, siger en pårørende til general Salou.

Niger er en af de større producenter af uran og en vigtig allieret for Vesten i kampen mod militante islamister - deriblandt Nigerias Boko Haram.

Issoufou deltog i det nylige topmøde mellem EU og en lang række afrikanske lande. Her forsøgte europæerne at få de afrikanske lande til at tage imod de økonomiske migranter, der bliver afvist i Europa til gengæld for mere økonomisk støtte.

Den tidligere premierminister Seyni Oumarou, som blev nummer to ved det forrige valg, leder det førende oppositionsparti. En tredje kandidat er Hama Amadou, som i november blev anholdt for at have spillet en rolle i et netværk, der solgte babyer.

/ritzau/Reuters