Nik og Jay: Nu går vi efter Kim Larsen

I mange år var pop-duoen Nik og Jay sådan lidt fy-fy. De var ikke helt stuerene, og i den danske musikbranche var det ikke ligefrem sådan, at kunstnerne stod i kø for at komme med på et af deres hits.

Men med årene har det ændret sig, og på duoens nye album optræder store danske stjerner som for eksempel Søren Huss og Kristian Leth, der er forsanger i The William Blakes.

- I gamle dage ville folk ikke arbejde sammen med os, men inden for de sidste par år, er der blevet slået hul på den skal. Folk er kommet til os, og det har resulteret i nogle spændende samarbejder, siger Jay.

Vigtigst for drengene er dog, at der er den rigtige gnist med de mennesker de arbejder sammen med. Og det betyder ikke nødvendigvis, at det er nogle, der arbejder i den samme genre, som dem selv.

Det handler om, at det føles rigtigt, når de går i studiet sammen.

- Vi har prøvet at arbejde med nogle, som burde ligge lige til højrebenet, nogle som også lavede popmusik, men så har gnisten ikke været der, og så kan det være lige meget, siger Jay.

Nu har de to sangere fået blod på tanden. På ønskelisten over fremtidige samarbejdspartnere er nogle af Danmarks helt store navne.

- Det kunne være fedt at arbejde sammen med enten Thomas Helmig eller Kim Larsen. Kim Larsen har vist kun lavet én duet i hele sit liv, men han er en flab, der passe perfekt ind i vores verden, siger Jay.

Det nye album "United" udkommer mandag den 28. oktober.

Newspaq

Dagens Gossip