Nike støder filippinsk bokselegende fra sig efter homosvada

Skrevet af admin

18/02/2016

Mest læste i dag

Nike har droppet sin støtte til den mangedobbelte verdensmester i boksning Manny Pacquiao efter hans opsigtsvækkende udtalelser om sit syn på homoseksuelle.

-De er værre end dyr, sagde den filippinske sportslegende mandag i et 30 sekunders interview med en lokal tv-station, der spurgte ind til Pacquiaos syn på ægteskab mellem personer af samme køn.

Amerikanske Nike, der er verdens største producent af sportsudstyr, oplyser onsdag, at det har annulleret sin kontrakt med den 37-årige Pacquiao, der på baggrund af sine bedrifter i bokseringen har opnået så stor popularitet sit hjemland, at han er valgt ind i Repræsentanternes Hus, Kongressens ene kammer.

- Vi finder Manny Pacquiaos kommentarer afskyelige, udtaler en talsmand for Nike i en mail ifølge nyhedsbureauet Reuters og tilføjer, at selskabet ikke længere har nogen forbindelse til bokseren.

I interviewet smed Pacquiao fløjlshandskerne, da han skulle forklare sin afstandtagen fra homoseksualitet.

- Det er bare sund fornuft. Ser du nogen dyr af samme køn parre sig? Så selv dyrene er bedre. Hvis mænd er sammen med mænd og kvinder er sammen med kvinder, så er de værre end dyr, sagde han.

Manny Pacquiao udtalte sig i debatten om homoægteskaber, fordi han i maj stiller op til valget til Kongressens andet kammer, Senatet.

Nikes beslutning om at rive kontrakten med bokseren itu kommer dagen efter, at der på internettet var startet en underskriftsindsamling, der opfordrede selskabet til at indstille samarbejdet med Pacquiao.

Tirsdag undskyldte han sine udtalelser.

- Jeg er ked af at have såret folk ved at sammenligne homoseksuelle med dyr. Tilgiv mig venligst, lyder det fra Pacquiao i en video, som er offentliggjort på hans Twitter-konto.

Han siger desuden, at han fortsat er modstander af ægteskaber mellem personer af samme køn, som ikke er tilladt i Filippinerne.

Manny Pacquiao anses vidt og bredt for en af sin generations største boksere med VM-titler på tværs af otte vægtklasser.

/ritzau/Reuters