Nikolaj Jacobsen får to år i Rhein-Neckar

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

Aalborg Håndbolds succesrige cheftræner Nikolaj Jacobsen bliver ny træner i tyske Rhein-Neckar Löwen fra næste sæson. Danskeren får en toårig kontrakt.

Kontrakten løber fra sæsonen 2014/15 og varer frem til sommeren 2016, oplyser den tyske klub på sin hjemmeside.

I sin aktive karriere spillede Nikolaj Jacobsen i bundesligaklubberne Bayer Dormagen (1997-1998) og THW Kiel (1998-2004) efter skiftet fra GOG.

- Da jeg som spiller skiftede til Bundesligaen, ville jeg bevise mig og konkurrere blandt verdens bedste.

- Snart vil jeg bevise mig i den stærkeste liga i verden som træner. Og jeg har ventet på det rigtige tilbud fra et godt hold, som kan opnå noget.

- Jeg har fået denne chance nu af Rhein- Neckar Löwen, siger Nikolaj Jacobsen til klubbens hjemmeside.

- Jeg har altid ønsket at forme min aktive karriere som træner. Med dette skifte er jeg opsat på at lære de ting fra mig, som jeg kan. Og jeg håber på at kunne skabe et så godt hold som muligt, siger Nikolaj Jacobsen.

Nikolaj Jacobsen førte i sidste sæson Aalborg Håndbold til det danske mesterskab, hvor holdet i finalen slog KIF Kolding København.

Før trænerjobbet i Aalborg var Nikolaj Jacobsen ansat som assistenttræner i Viborg HK fra 2004 til 2007.

Og han var også assistent i Bjerringbro-Silkeborg fra 2007 til 2011, før han fik hovedansvaret som træner.

Nikolaj Jacobsen var i Tyskland kendt som en af de bedste fløjspillere i verden, og allerede i sin første sæson for Bayer Dormagen blev han nummer tre på topscorerlisten i Bundesligaen med 189 mål.

Efter skiftet til THW Kiel væltede titlerne ind over holdet, og Nikolaj Jacobsen var med til at vinde tre mesterskaber, to pokaltitler og to europæiske titler i EHF-regi.

I seks sæson scorede han 1344 mål i 212 kampe for Kiel, inden han vendte tilbage til fødebyen Viborg og tørnede ud for Viborg HK i årene 2004-2007 ved siden af rollen som assistent.

Nikolaj Jakobsen er noteret for 148 landskampe, og han var med til tre VM- og tre EM-slutrunder for Danmark.

I den tyske topklub erstatter Nikolaj Jacobsen islændingen Gudmundur Gudmundsson, der næste år overtager jobbet som dansk landstræner efter Ulrik Wilbek.

/ritzau/