Nikolaj Jacobsen tordner mod spillere efter CL-nederlag

Skrevet af admin

23/10/2015

Dagens topnyheder

Rhein-Neckar Löwen løb torsdag aften ind i et uventet nederlag i Champions League, da holdet tabte 29-32 ude til Kristianstad.

Den tyske håndboldklubs danske cheftræner, Nikolaj Jacobsen, er særdeles utilfreds med sit holds præstation, ikke mindst i første halvleg, som svenskerne vandt med 20-12.

- Det var en meget dårlig præstation af mit hold og en fortjent sejr til Kristianstad, siger Nikolaj Jacobsen til Rhein-Neckar Löwens hjemmeside.

- Det går simpelthen ikke at vise sig frem, som vi gjorde i første halvleg, og det var pinligt.

- I de første 40 minutter viste vi overhovedet ikke, hvad vi kan, siger den skuffede træner.

Mens Rhein-Neckar Löwen har vundet de første ti kampe i Bundesligaen, kniber det lidt mere i Champions League for klubben, der har den danske landsholdsspiller Mads Mensah Larsen i truppen.

Han scorede tre gange mod Kristianstad.

Rhein-Neckar Löwen har syv point for seks kampe i gruppe B og ligger nummer tre.

De seks bedste hold i gruppen på otte hold går videre.

Kristianstad ligger nummer seks med fire point, også for seks kampe.

KIF Kolding København er sidst i gruppen med to point for fem kampe.

/ritzau/