Nikolaj Markussen skifter til Skjern Håndbold

Skrevet af admin

21/12/2013

Dagens topnyheder

Den 211 centimeter høje danske landsholdsspiller Nikolaj Markussen skal fra næste sommer og et år frem tørne ud for Skjern i den danske håndboldliga.

Det oplyser den jyske klub lørdag.

- Det er et scoop. Vi er meget stolte over, at vi har sikret os en af Danmarks absolut bedste bagspillere. Nikolaj er en topklassespiller på internationalt niveau, der qua sin fysik kan noget ekstraordinært.

- Han kommer til at tilføre en i forvejen stærk bagkæde endnu mere kvalitet og power, udtaler Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold, i en pressemeddelelse.

Nikolaj Markussen, der for tiden er på kontrakt i de qatarske klub El Jaish Handball, ser frem til at trække i den grønne Skjerntrøje.

- Det er en driftsikker og topprofessionel klub med store ambitioner og en stærk trup. Det glæder jeg mig til at blive en del af.

- Skjern har hele pakken, og jeg tror, det er et perfekt valg for mig og min kæreste. Jeg har brug for en sikker base efter en turbulent tid med konkurs i Madrid, skiftet til Qatar og en alvorlig skade. Her var Skjern det oplagte valg, siger den tårnhøje venstre back.

Markussen er normalt en fast bestanddel af det danske landshold. Men en overrevet akillessene i højre fod forhindrer spilleren i at deltage i EM-slutrunden i Danmark til januar.

Han har tidligere spillet i Nordsjælland Håndbold og i den spanske topklub BM Atlético Madrid.

Nikolaj Markussen er noteret for 45 A-landskampe og har blandt andet vundet EM-guld i 2012 og VM-sølv i 2013.

/ritzau/