Nobelprishædret forsker må forlade job efter kvindehån

Skrevet af admin

11/06/2015

Dagens topnyheder

En uheldig bemærkning om kvindelige forskere har fået den britiske forsker Tim Hunt, modtager af Nobelprisen i medicin, til at forlade sin stilling på University College London.

Den 72-årige forsker har allerede undskyldt, og han kalder sig selv et "chauvinistisk svin". Men han løber ikke fra alt i sin kommentar, som han fortsat kalder "ærlig".

Under en forkost for kvindelige forskere på en konference i Sydkorea sagde Tim Hunt blandt andet:

- Lad mig fortælle om mit problem med piger.

- Der sker tre ting, når de kommer ind i laboratoriet. Du forelsker dig i dem, de forelsker sig i dig. Og når du kritiserer dem, begynder de at græde, siger Tim Hunt.

I en skriftlig udtalelse skriver University College London, at forskeren forlader sin professorstilling efter frokostkommentaren.

- UCL var det første universitet i England, som optog kvindelige studerende på lige vilkår med mænd, og universitetet mener, at udfaldet af denne sag er i tråd med vores bestræbelser på lige vilkår mellem kønnene.

Ifølge avisen International Business Times har Hunt selv erklæret, at han er et "chauvinistisk svin."

Til BBC Radio 4 siger Hunt, at han er "meget ked" af det, han fik sagt.

- Det var meget dumt.

- Hvad der var tænkt som en munter og ironisk bemærkning, blev åbenbart opfattet med dødelig alvor, siger Hunt.

Den 72-årige forsker modtog Nobelprisen i 2001 for opdagelsen af proteinmolekyler, som styrer celledeling.

/ritzau/