Nobelpristager i økonomi har udstukket nye retninger

Skrevet af admin

12/10/2015

Dagens topnyheder

Det er helt på sin plads, at Angus Deaton mandag er årets modtager af Nobelprisen i økonomi.

I hvert fald hvis man spørger professor Søren Leth Pedersen fra Københavns Universitets Centre for Applied Microeconomics, hvor man arbejder inden for samme felt som det, Deaton bliver hædret for.

- Han har publiceret i de bedste tidsskrifter og har en utroligt høj status i vores profession. Jeg sidder stadig og tager udgangspunkt i hans bidrag.

- Selvfølgelig bliver de løbende udviklet og forbedret af andre, men forskning handler jo om at udstikke en ny retning og pege på ting, der er vigtige.

- Det er det, der kendetegner dem, der er exceptionelt dygtige, og det har han gjort flere gange, siger Søren Leth Pedersen.

Priskomitéen hæfter sig i sin begrundelse for valget af den 69-årige skotte ved, at hans forskning har bidraget til at koble individers økonomiske valg med makroøkonomiske teorier.

Det er Søren Leth Pedersen meget enig i.

- Han har specielt beskæftiget sig med, hvordan folk planlægger deres forbrugsmønster hen over livet og peget på nogle mekanismer, som er vigtige at forstå. Det gælder blandt andet, hvordan folk forholder sig til usikkerhed i økonomien.

- Det er relevant i forhold til, hvordan man stimulerer økonomien i et udviklet land under en krise. Men det kan også bruges i udviklingslande til at give bud på, hvad usikre vejrforhold eksempelvis betyder for folks opsparingsmønstre, siger Søren Leth Pedersen.

Angus Deaton er i øjeblikket ansat ved Princeton University i den amerikanske delstat New Jersey.

/ritzau/