Nødblus syd for Frederikssund var drengestreger

Skrevet af admin

07/05/2016

Dagens topnyheder

Et rødt nødblus på himlen syd for Frederikssund førte fredag aften til, at en af Forsvarets redningshelikoptere blev sendt af sted for at søge efter et skib i havsnød.

Helikopteren fandt ikke noget nødstedt fartøj, og redningsaktionen kunne afblæses, da der kom en anmeldelse fra en mand, der havde set en gruppe drenge fyre en nødraket af.

Episoden får Forsvarets Operationscenter i Aarhus, der blandt andet varetager redningsopgaver til søs, til at advare kraftigt mod den slags drengestreger.

- Vi tager det meget alvorligt, når vi får anmeldelser af nødblus. De ved ikke, hvor meget de sætter i gang, siger vagtholdsleder Steffen Lunn fra Forsvarets Operationscenter til Ritzau.

Fredag aften omkring klokken 22 modtog Forsvarets Operationscenter i løbet af en halv time seks anmeldelser fra folk i området, der havde set røde nødblus på himlen. Det er uklart, om der er affyret en eller flere nødraketter.

Redningsaktionen blev afblæst, da der kom en anmeldelse fra en mand, der fra et shelter på Skuldelev Strand i nærheden af Skibby i Hornsherred havde set en gruppe på fem-seks drenge affyre en nødraket.

Manden har forklaret, at drengene forsvandt i en bil, da de havde fyret raketten af.

På den baggrund menes redningsaktionen fredag aften at være sat i gang på grund af drengestreger.

- Når man fyrer en nødraket af, betyder det: Vi har behov for hjælp. Kom ud til os. Det er den røde knap, man kan trykke på, når et skib er i havsnød, siger Steffen Lunn.

Forsvarets Operationscenter får flere gange i løbet af året anmeldelser, der viser sig at handle om nødraketter affyret for sjov.

- Det er potentielt noget, der kan tage kræfter fra en anden opgave, hvor der måske står liv på spil, siger vagtholdslederen.

/ritzau/