Nøddesbo: Der har været stort pres på os

Skrevet af admin

24/01/2015

Dagens topnyheder

De danske håndboldherrer kommer op imod et fysisk stærkt hold, når modstanderen hedder Polen i den femte og sidste gruppekamp ved VM i Qatar lørdag aften.

Jesper Nøddesbo vurderer, at Polen er på niveau med Rusland, som Danmark vandt 31-28 over i torsdags. Og nu skal danskerne køre videre på bølgen.

- Sejren over Rusland gav noget ro og energi, som vi har brug for. Der har ikke været en tung stemning, for internt på holdet har vi haft det fint. Men der har været et stort pres udefra, og det synes jeg, vi har været gode til at stå imod.

- Resultaterne har været lidt anderledes, end de plejer, og derfor har vi måske ikke været gode nok til at regulere forventningerne i forhold til de hold, vi skulle spille imod, siger Nøddesbo.

Stregspilleren kalder den uafgjorte 24-24-kamp mod Argentina for en svipser, men ellers godkender han resultaterne - især sejren over Rusland.

- Vi kan tage mange positive ting med fra kampen mod Rusland. Vi fandt den gejst og vilje, som vi skal bruge videre i turneringen.

- Jeg føler stadig, vi kan komme højere op i niveau. Vi er på vej til at finde vores topniveau, og det tegner godt, mener han.

Nøddesbo kom ind mod Rusland og scorede fem mål på fem forsøg, og det var han tilfreds med efter at have siddet på bænken i hele 30-30-kampen mod Tyskland.

- Det er jo det, jeg er her for. Jeg er her for at spille kampe. Det var rart at få til at komme ind og være med til at gøre en forskel.

- Vi skal alle bidrage med det, vi kan. Og mod Rusland var det mig, der bidrog med noget. Den anden dag sad jeg uden for.

- Hvis vi kan supplere hinanden på den måde, så slipper vi forhåbentlig for at blive kørt fuldstændig ned alle sammen, forklarer Barcelona-spilleren.

En sejr mod Polen er det eneste, der tæller for Nøddesbo, som ikke gider spekulere for meget i de mulige modstandere længere fremme i turneringen.

- Der er ingen grund til at lave rav i den nu. Vi er videre, og nu går vi efter at forbedre vores spil. Vi har nogle ting, vi skal have kigget på, og som vi kan forbedre, påpeger Nøddesbo.

Kampen mod Polen begynder klokken 19.

/ritzau/