Nøddesbo døjer med forstrækning inden EM-finale

Skrevet af admin

25/01/2014

Dagens topnyheder

Jesper Nøddesbo er allerede en gang under EM-slutrunden blevet ramt af en nedtur, da han blev skiftet ud af truppen til fordel for Anders Eggert.

Han håber ikke, han løber ind i en endnu større, som det vil være, hvis en forstrækning i mavemusklerne, som han fik i fredagens semifinale, holder ham ude af søndagens finale mod Frankrig.

- Jeg fik en forstrækning i går (fredag, red). Vi må teste den, nu når vi træner, siger stregspilleren inden lørdagens træning.

Barcelona-spilleren trækker en del på sit svar på spørgsmålet om, hvorvidt han er bekymret.

- Njahhh .... Kan jeg blive varm som i anden halvleg i går, burde det ikke være det store problem, siger Nøddesbo.

Han understreger, at han under alle omstændigheder ikke selv melder afbud til EM-finalen.

- Der er nogen, der skal melde afbud fra mig, jeg kommer ikke selv til at melde afbud, siger han og slår fast, at han ikke tror, det ender med et finaleafbud.

Samme melding kommer fra landsholdets læge, Steen Bo Kalms.

- Det er en forstrækning i de skrå mavemuskler. Det er slet ikke så farligt, at han ikke kan spille, siger lægen.

Skulle det mod forventning ske, at Nøddesbo ikke kan spille, har landstræner Ulrik Wilbek stadig mulighed for at lave en indskiftning i truppen frem til klokken 9.00 søndag morgen.

Fløjen Casper U. Mortensen, der lige nu ikke er i truppen på 16 mand, er stadig i Herning og er klar til at blive skiftet ind i truppen igen.

/ritzau/