Nøddesbo vier fremtiden til Barcelona

Skrevet af admin

10/01/2014

Dagens topnyheder

Håndboldspilleren Jesper Nøddesbo har forlænget sin kontrakt med den spanske storklub FC Barcelona.

Landsholdsspillerens nye kontrakt løber frem til 2018, skriver den catalanske klub på sin hjemmeside.

Stregspilleren virker også selv begejstret for den nye aftale.

- 4 år mere! 4 more years! 4 años más! # Stolt # Proud # Orgullos, skriver han på sin twitter-profil.

Der går dog lidt tid, før Nøddesbo atter kan trække den blårøde Barcelona-trøje over hovedet. Han er nemlig en vigtig del af det danske landshold, der søndag tager hul på EM-slutrunden i Danmark.

På landsholdet skal Nøddesbo kæmpe med René Toft Hansen og Michael V. Knudsen om spilletiden på stregen.

Jesper Nøddesbo har spillet for Barcelona siden 2007, og han kan dermed nå at komme til at spille hele 11 år for catalonierne.

Inden opholdet i syden nåede Nøddesbo at repræsentere Team Tvis Holstebro og KIF Kolding.

/ritzau/