Nødhjælp når til syrisk by for første gang siden oktober

Skrevet af admin

11/01/2016

Dagens topnyheder

Desperationen hos beboerne i den belejrede syriske by Madaya er ekstrem, efter at det siden oktober sidste år ikke har været muligt for nødhjælpsorganisationerne at nå frem med forsyninger.

Det fortæller Birgitte Ebbesen, der er international chef i Røde Kors.

- Der er en sultkatastrofe, der er fremkaldt af krigen. Det har betydet, at der i rigtig lang tid ikke er kommet forsyninger, siger hun til Ritzau.

Mandag eftermiddag omkring klokken 15 dansk tid ankommer Røde Kors med blandt andet 330 ton mad, og ifølge Birgitte Ebbesen er der forsyninger til at hjælpe de sultramte i Madaya i 40 dage.

Sulten har ifølge flere internationale medier betydet, at de sultne indbyggere har spist græs, blade og hustyr for at få stillet sulten.

Blandt andet skriver The New York Times, at indbyggere koger suppe på græs og olivenblade.

- Der er omkring 40.000 mennesker i Madaya, der får glæde af den her hjælp. Det er primært fødevarer og mælkeprodukter, men der er også tæpper og medicinske teams, der skal hjælpe de ramte personer, siger Birgitte Ebbesen.

- Men man skal også huske på, at i Syrien er der omkring 400.000, der lever under de her belejringer og meget sjældent får adgang til nødhjælp, tilføjer hun.

Læger uden Grænser siger, at mindst 23 mennesker er sultet ihjel i byen siden 1. december. Nødhjælpsorganisationen har læger på et hospital, hvor 150 alvorligt syge i øjeblikket er indlagt. Blandt de døde er seks babyer.

Adgangen til Madaya og den nærliggende by Zabadani har været kontrolleret af regeringsvenlige styrker, mens de shiamuslimske byer Fuaa og Keraya, som ligger i det nordvestlige Syrien, har været aflukket af regeringsfjendtlige oprørere.

Læger uden Grænser siger, at det er nødvendigt at evakuere folk fra Madaya, som ligger 30 kilometer nordvest for hovedstaden Damaskus.

/ritzau/