Nødhjælp: Private indsamlinger kan være spildt arbejde

Skrevet af admin

06/09/2015

Dagens topnyheder

Flygtningestrømmen har fået mange danskere til at handle i et forsøg på at hjælpe de mennesker, der lige nu rejser til Europa. Nødhjælpsorganisationerne får flere henvendelser og bidrag end normalt, og flere danskere søsætter på egen hånd indsamlinger af nødhjælp, der sendes til Balkan.

Selvom organisationerne er glade for den store interesse, er der flere, der frygter, at danskernes gode intentioner går til spilde. Det er blandt andet bekymringen hos Røde Kors' pressechef, Klaus Nørskov.

- Man skal aldrig pege fingre af nogen, der tager et godt initiativ. Men en god nødhjælpsindsats måles ikke på, om man kan samle penge ind i Danmark. Det måles derimod på, om man kan få hjælpen ud til de rigtige mennesker, siger Klaus Nørskov.

Både Røde Kors, Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp har oplevet henvendelser fra private, der gerne vil hjælpe til i marken. Men ifølge organisationerne, er der behov for professionelle, da erfaring og logistik er afgørende for at uddele hjælpen til de mest trængende.

Red Barnet afholder søndag Danmarks-indsamling. Fundraising - og kommunikationschef Claes Amundsen håber derfor, at danskerne vil bruge deres gode, frivillige intentioner til at samle ind og bidrage.

- Vi kan se, at danskerne virkelig har rejst sig for at gøre en indsats for flygtningene. Men vi ved, at det at være indsamler er en meget effektiv måde at hjælpe på. Vi ved nemlig at økonomiske bidrag er det mest effektive, siger Claes Amundsen til Ritzau.

Peter Lodberg, der er lektor ved Århus Universitet og ekspert i nødhjælp, mener, at private nødhjælpsprojekter er mere besværlige end givende.

- Jeg fraråder simpelthen, at man selv går i gang. Der skal lejes containere, forhandles shipping-priser, sørges for kontakter i området og meget andet, siger Peter Lodberg til Søndagsavisen.

Folkekirkens Nødhjælp er også bekymret for, at de gode kræfter hos danskerne går til spilde, fordi fritidsnødhjælperne ikke kender logistikken. Dog er kommunikationschef Mads Klæstrup Kristensen begejstret for den signalværdi de engagerede danskere sender.

- Det frivillige arbejde er et fantastisk signal til politikerne. Det er et udtryk for utålmodighed og man skal ikke undervurdere, hvor meget det betyder, siger han til Ritzau.

/ritzau/