Nødhjælpsarbejder dræbt i Darfur

Ifølge myndighederne i byen Nyala, hvor nødhjælpsarbejderne blev dræbt og såret, skyldes kampene uenigheder mellem medlemmer af områdets sikkerhedsstyrker.

»En sudanesisk medarbejder, der arbejdede for en international interesseorganisation, blev dræbt i dag og tre andre blev såret, da en panserværnsgranat ramte et kontor tilhørende en interesseorganisation,« oplyser FNs Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) i en udtalelse.

Det fremgår ikke af udtalelsen, hvilken organisation der er tale om.

To ud af de tre sårede er i en kritisk tilstand, og de befinder sig på Nyala Hospital.

Ifølge OCHA blev interesseorganisationens kontor angiveligt fanget i krydsild, da der udbrød kampe i byen omkring middag lokal tid.

FNs chef for fredsbevarelse, Herve Ladsous, besøgte torsdag Darfur. Han oplyser ifølge AFP, at mere end 1.000 FN-soldater til august vil blive udsendt på en fredsbevarende mission, hvor de skal hjælpe med overvågning af en bufferzone langs den omstridte 2.200 kilometer lange grænse mellem Sudan og Sydsudan.

Det er allerede planlagt, at der skal sendes tropper til landet næste måned, så der er ifølge Herve Ladsous altså tale om indsættelse af en ekstra bataljon.

Der har været kampe i Darfur-regionen i mere end ti år.

Et ekspertpanel under FN oplyste i februar, at panelet har indsamlet beretninger om »stigende kriminalitet i byer som Nyala« og om trusler og chikane mod de 1,4 millioner mennesker, der lever i flygtningelejre i Darfur, efter at være blevet fordrevet internt som følge af den flere årtier lange konflikt.

FN anslår, at yderligere 300.000 personer i år er blevet drevet på flugt, primært på grund af etniske sammenstød.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV