Nødstedt polarskib: Helikopter skal redde passagerer

Skrevet af admin

30/12/2013

Dagens topnyheder

For meget tyk is og dårlige vejrforhold forhindrer isbrydere i at nå frem, og derfor skal en række passagerer og besætningsmedlemmer på det strandede skib Akademik Sjokalskij evakueres med helikopter til en kinesisk isbryder, hvis vejrforholdene bliver bedre.

Sådan lyder det fra de russiske myndigheder, efter at den australske isbryder Aurora Australis var nødt til at trække sig tilbage bare 10 sømil fra målet på grund af dårlige vejrforhold.

- En beslutning er nået om at evakuere 52 passagerer og fire besætningsmedlemmer med helikopter fra Kinas Xue Long-skib, hvis vejret tillader det, lyder det i en udtalelse fra det russiske udenrigsministerium.

Foruden den australske og den kinesiske isbryder har også en fransk isbryder uden held forsøgt at nå de mange forskere og turister på det russiske ekspeditionsskib Akademik Sjokalskij.

Siden juleaftensdag har de 74 passagerer og besætningsmedlemmer været fanget af is omkring 100 sømil øst for den franske base Dumont D'Urville.

Tidligere mandag var der i området hvor Akademik Sjokalskij sidder fast snebyger og kraftig vind.

- Disse vejrforhold har resulteret i dårlig sigtbarhed og gjort det vanskeligt og usikkert for Aurora Australis at forsætte dagens forsøg på at bistå Akademik Sjokalskij, lyder det fra den australske søfartsstyrelse.

Om bord på Akademik Shokalskij er videnskabsfolk og turister fra Australien og New Zealand, der følger den antarktiske rute, som geologen og ekspeditionslederen Douglas Mawson sejlede for over 100 år siden.

Videnskabsfolkene på det russiske skib har udført de samme undersøgelser, som Mawsons gruppe udførte på Australiens Antarktiske Ekspedition fra 1911 til 1914.

Det var Australiens første store videnskabelige ekspedition til Antarktis.

/ritzau/AFP