Nøgen mand fundet død i havnebassin i Aabenraa

Skrevet af admin

03/09/2015

Dagens topnyheder

Umiddelbart ligger der ingen forbrydelse bag et endnu uopklaret dødsfald, som Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder med.

Sagen drejer sig om liget af en rødhåret mand, der torsdag formiddag blev fundet i havnebassinet i Aabenraa.

- Vi modtager en melding klokken 10.54 via 112 om, at der ligger en person i vandet. Vi har en patrulje i nærheden, som får ham i land, og det viser sig, at han er død, fortæller politiets vagtchef Søren Strægaard til Ritzau.

Hvem manden er, ved politiet ikke. Umiddelbart er der ingen savnede personer i området, som det kunne være. Politiet har heller ikke klarhed over, hvad der ligger bag mandens død.

- Han var nøgen, og umiddelbart er der ingen tegn på, at der er begået en forbrydelse, fortæller Søren Strægaard.

For at få klarhed over dødsårsagen skal der i første omgang foretages et retslægeligt ligsyn. Samtidig arbejder politiet på at finde frem til mandens identitet og beder i den forbindelse offentligheden om hjælp.

Manden beskrives som 40-50 år, 175 cm høj og kraftig af bygning. Han har kort rødt hår og daggamle rødlige skægstubbe.

Politiet vil gerne høre fra folk, som kender en mand med det udseende, eller som har set ham i Aabenraa i den senere tid.

/ritzau/