Nogle virksomheder aner ikke om de er blevet udspioneret

Mindst "et par håndfulde" danske virksomheder er med sikkerhed blevet udspioneret af fremmede superhackere i løbet af de seneste år. Men omfanget kan være større, end virksomhederne selv er klar over, lyder det fra Dansk Industri.

- I en række små og mellemstore virksomheder vil det måske være en udfordring, at man ikke engang er opmærksom på angrebet, siger Adam Lebech, branchedirektør i DI ITEK, brancheorganisation for teknologivirksomheder.

Ifølge DR Nyheder har blandt andet enzymvirksomheden Novozymes været udsat for et målrettet hackerangreb udført af hackere på vegne af en fremmede stat.

- På en stor virksomhed som Novozymes har de så stærk en sikkerhedsorganisation, at de endda kan overvåge angrebet, mens det foregår. Men det er ikke noget, som mange virksomheder er i stand til, siger Adam Lebech.

Også Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i en trusselsvurdering, at flere myndigheder, virksomheder og organisationer allerede er blevet udsat for de avancerede hackerangreb uden at vide det.

Industrispionerne går målrettet efter virksomhedernes forretningshemmeligheder, og det kan koste omsætning og arbejdspladser.

- Det er en stor og stigende trussel, men vi kender ikke til så mange eksempler, at vi kan lave statistik på det, siger Adam Lebech.

Han siger, at det er svært at udpege helt konkrete eksempler på tab eller konsekvenser for danske virksomheder på grund af industrispionage fra fremmede magter. Men myndighederne advarer om, at problemet er stigende på baggrund af overvågning af trafik på internettet, siger han.

- Omfanget af for eksempel tyveri fra bankkonti og kreditkort er meget større end industrispionage, men konsekvenserne for en virksomhed er til gengæld katastrofale, hvis den for eksempel mister forretningshemmeligheder, så andre kan kopiere dens produkter, siger han.

Hos Dansk Industri tager man problemerne alvorligt og opfordrer danske virksomheder til at tage deres forholdsregler.

- Der findes ikke 100 procents sikkerhed, men man kan altid reducere risikoen mest muligt. For de data, som er allervigtigst for virksomhederne, kan man reducere den rigtig, rigtig meget, siger Adam Lebech.

- For eksempel kan man bruge stærk kryptering af de vigtigste data, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip