Nok en belgier anholdes i forbindelse med angreb i Paris

Skrevet af admin

24/12/2015

Mest læste i dag

Politiet i den belgiske hovedstad, Bruxelles, har anholdt en mand i forbindelse med islamisters angreb i Paris i november, der kostede 130 mennesker livet.

Det oplyser den føderale anklager i Belgien. Det bringer antallet af anholdte i Belgien, der sættes i forbindelse med angrebet i den franske hovedstad, op på ni.

Den sigtede navngives som Abdoullah C. Han er en 30-årig belgisk statsborger, som blev anholdt tirsdag.

En talsmand for anklagemyndigheden siger, at Abdoullah C's anholdelse først gøres kendt nu, fordi man har villet forhindre, at andre mulige medskyldige skulle vide besked.

- Denne person mistænkes for at have haft kontakt adskillige gange med Hasna Ait Boulahcen, Abdelhamid Abaaouds fætter, i perioden mellem terrorangrebet og begivenhederne i Saint-Denis, hedder det.

Boulahcen og Abaaoud blev begge dræbt, da politiet stormede en lejligheden i Paris-bydelen Saint-Denis. Det skete få dage efter massakren i den franske hovedstad.

En undersøgelsesdommer i Belgien har afgjort, at den 30-årige skal tilbageholdes på mistanke om terrormord og medlemskab af en terrororganisation.

Mandag anholdt belgisk politi fem personer under ransagninger i Bruxelles. De blev alle løsladt senere samme dag.

/ritzau/Reuters