Nokia gav op og solgte i tide

»Fem milliarder euro i hånden her og nu er bedre end en usikker skæbne på smartphonemarkedet.«

Og derfor valgte den pressede, finske mobilgigant Nokia ifølge aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank natten til tirsdag at give op og få det bedst mulige ud af situationen ved at sælge hele sin mobilforretning til sin amerikanske samarbejdspartner, Microsoft.

»Handelen er et udtryk for, at Nokia har indset, at vejen tilbage som et selvstændigt selskab i samarbejde med Microsoft vil være meget vanskelig og meget lang endnu. Især er man igennem 2013 nået til erkendelsen af, at grunden til, at Nokias telefoner ikke sælger så godt som håbet, ikke ligger hos Nokia men hos Microsoft og deres software. Det har været ekstremt vanskeligt at få forbrugerne overbevist om, at de skulle skifte deres elskede iPhone- eller Android-telefon ud med en dyr Windows-telefon. Nokia kan godt se, at uanset hvor gode telefonerne er, kan de ikke opnå succes, hvis softwaren ikke følger med. Og derfor har erkendelsen været, at et samarbejde med Microsoft ikke er en holdbar løsning. Man kan ikke konkurrere med selskaber som Apple, hvis man ikke har kontrol over både hardware og software,« siger Morten Imsgard, som følger teknologimarkederne tæt.

Microsoft havde en bedre pengekasse

Samme erkendelse har Microsoft gjort.

»Styrkeforholdet mellem Microsoft og Nokia har begydet, at den eneste løsning var, at Microsoft køber Nokias hardware for at få fuld kontrol til at styre produkterne bedre. Men på den korte bane ændrer dette intet for Microsoft. Det er stadig softwaren, der skal blive bedre samt bedre accepteret. Det er svært at se, hvordan det nye ejerskab skulle forbedre hardwaren meget. Men Microsoft vil kunne spytte produkter ud i hurtigere tempo,« mener Morten Imsgard.

Samme vurdering foretog japanske Sony, da man for et par år siden købte sin svenske partner Ericsson ud af deres fælles mobilselskab, Sony Ericsson, der i dag hedder Sony Mobile.

Det skal gå stærkt - ellers er man færdig

»Hvis der skal for mange mennesker til at træffe beslutningerne, har man tabt på forhånd. Det er der ikke plads til i et marked, der bevæger sig så hurtigt. Og der er heller ikke plads til, at anmelderne jubler over hardwaren og bliver ved med at pege fingre ad softwaren,« siger Sydbank-analytikeren.

Han mener, at både Nokia og Microsoft har undervurderet, hvor svært det var at få ordentligt fodfæste på smartphonemarkedet.

»Men med Microsoft-briller er der ikke råd til at mislykkes på mobilområdet. Den traditionelle Microsoft-forretning smuldrer, fordi PC-salget er under pres. Derfor *skal den mobile forretning lykkes, og derfor må Microsoft tage situationen i egen hånd og punge ud og skabe en mobil platform, som forbrugerne forhåbentlig vil hoppe med på. Det bliver meget, meget interessant at se det første produkt, som Microsoft selv har fuld kontrol over. Men det ligger i bedste fald otte måneder ude i fremtiden,« vurderer Morten Imsgard.

Afslutning på en trist historie

Han mener, Nokia har gjort boet op og solgt, hvad man var rigtigt dygtige til.

»Dette er afslutningen på en meget trist historie, hvor Nokia er blevet væltet af tronen på mobiltelefonmarkedet og tvunget til at træffe nogle ikke specielt heldige beslutninger med at uddelegere softwaren. Hvis Nokia havde været i bedre form, var der ingen tvivl om, at de ikke havde gjort det. Det får vi nok aldrig Nokia til at sige selv. Men på det senest har det meget tydeligt været voldsomt trælst at spytte nye, lækre telefoner ud og så se dem sablet ned på præcis den del, som Nokia ikke selv kunne styre. Og så er fem milliarder euro i hånden nu og her bedre end en usikker skæbne på smartphonemarkedet,« konkluderer Morten Imsgard.

Dagens Gossip