Nokia-topchef: Jeg skal bruge bonus til skilsmisse

Balladen om Nokia-topchef Stephen Elops bonus på 140 millioner kroner fortsætter. Bestyrelsesformanden har nemlig forsøgt at få ham til at afstå fra nogle af de mange penge, men Stephen Elop vægrer sig, for han skal bruge pengene til sin skilsmisse.

Bestyrelsesformand Risto Siilismaa havde tidligere bedyret, at Stephen Elops aftale om at få et fratrædelsesvederlag på 18,8 millioner euro - eller 140 millioner kroner - for at forlade sin toppost i forbindelse med den amerikanske softwaregigant Microsofts køb af Nokias mobilproduktion for 5,44 milliarder euro (40,5 mia. kr.) var identisk med Elops forgængeres aftaler.

Statsminister: Oprørende

Det finske dagblad, Helsingin Sanomat, kunne imidlertid afsløre, at det på ingen måde forholder sig sådan. Hvis Stephen Elop ikke havde solgt Nokia til Microsoft, ville hans fratrædelses lyde på 18 måneders løn eller 4,2 millioner euro. Nu får han så den ekstra bonus i form af en aktiebelønning på 14,6 millioner euro.

Den finske statsminister Jyrki Katainen har kaldt beløbet for »oprørende«, og finansminister Jutta Urpilainen har offentligt meddelt, at det kan underminere tilliden til Nokia.

Stephen Elop er trådt tilbage som topchef i Nokia men bliver i stedet chef for Microsofts hardwareafdeling, som mobilproduktionen vil høre under. Reelt fortsætter han derfor i samme stilling.

Microsoft skal betale 70 procent af bonusen, mens Nokia skal af med de resterende 30 procent.

Konen kræver halvdelen

Risto Siilismaa har ifølge Helsingin Sanomat at henvendt sig til Stephen Elop for at få ham til at afstå fra i alle tilfælde noget af den store bonus. Men det har Stephen Elop ikke været interesseret i. For han skal skilles, og efter finsk lov har Elops kone ret til halvdelen af bonusbeløbet, så han skulle i givet fald have hende til at acceptere at få færre penge.

Stephen Elops kone bor i USA, og der hersker usikkerhed om, hvorvidt skilsmissen skal behandles efter finsk eller amerikansk lovgivning.

Kritikere har kaldt Stephen Elop for en trojansk hest i Nokia med henvisning til de computervira, som ligger og venter på at blive aktiveret af bagmanden. Elop, der er canadier, blev hentet ind som Nokias redningsmand i efteråret 2010, hvor han kom fra netop Microsoft, og det har været hævdet, at han bevidst har kørt Nokia ned, så Microsoft kunne overtage butikken billigt.

Dagens Gossip

Dagens TV