Nokias mobilforretning bliver i Finland

Nokias mobiludvikling forbliver i Finland, som bliver et nyt stærkt Microsoft-knudepunkt i Europa.

Det fastslår Microsofts afgående topchef, Steve Ballmer, på en pressekonference tirsdag formiddag oven på nattens meddelelse om, at Microsoft køber Nokias mobilforretning for 5,44 milliarder euro - lidt over 40 milliarder kroner.

Microsoft overtager 32.000 af de 56.000 ansatte i Nokia som en del af handelen, hvor Microsoft køber Nokias mobilforretning samt ti års brug af Nokias righoldige mængde af vigtige mobilpatenter.

Ballmer: Ingen ændringer

»Microsoft har allerede 12.000 ansatte i Europa. Finland bliver centrum for research og udvikling af telefoner. Vi har ingen betydelige planer om at ændre, hvor arbejdet udføres. Vi ønsker arbejdet udført, hvor det udføres i dag. Det var også tilfældet med Skype, som har en stor base i Estland, og med Navision i Danmark,« fastslog Steve Ballmer, som for nylig meddelte, at han - der er en af de store aktionærer i Microsoft - går af som topchef inden for de næste 12 måneder, når en ny topchef er udpeget.

Microsoft købte det dansk-svenske internettelefoniprogram Skype i oktober 2011 for 8,5 milliarder dollars og købte i 2002 Navision for 1,55 milliarder dollars.

»Samtidig har Microsoft offentliggjort, at Finland bliver hjemsted for et nyt Microsoft-datacenter, der skal betjene Europa - en investering til 250 millioner dollars over de næste år. Jeg er utroligt optimistisk over, hvad vi kan opnå i fællesskab,« siger Steve Ballmer.

Dagens Gossip

Dagens TV