Noma-direktør: Uheldig medarbejder står bag roskilde-smitte

Ifølge en rapport fra Fødevarestyrelsen er 63 gæster på verdens bedste restaurant, Noma i København, blevet ramt af roskildesyge efter et besøg på restauranten. Og ifølge direktør Peter Kreiner, er det en medarbejder, der formentlig er smittekilden.

- Det mest sandsynlige er, at roskildesygen er blevet bragt ind af en uheldig medarbejder, der ikke har vist nogen symptomer, siger han i en skriftlig udtalelse.

Noma får imidlertid kritik fra Fødevarestyrelsen for ikke at have reageret hurtigt nok, men det skyldes et kommunikationsbrist, fortæller Nomas direktør.

- Sagen er, at vi modtager e-mailen angående sygdom til en ikke-dansk talende/læsende kollega, der har videresendt den til Nomas restaurantchef den 15. februar.

- Denne tjekker imidlertid ikke mail før mandag d. 18., hvorefter han videresender den til mig, der er i dialog med Fødevarestyrelsen denne dag, og aftaler at mødes d. 20. Februar - datoen for kontrolrapporten, siger Peter Kreiner.

Han oplyser, at der kan være penge på vej til de ramte gæster.

- Vi er i dialog med gæsterne angående kompensation, siger Peter Kreiner.

Der er flere måneders ventetid for at få et bord på Noma, der tre gange er blevet kåret som verdens bedste restaurant, og som har to Michelin-stjerner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV