Nomadirektør er glad for sin andenplads

Da restaurant Noma toppede listen over verden 50 bedste restauranter for anden gang i 2011, var alle overraskede og jublende glade.

- Året efter, i 2012, var det ren luksus, at vi igen blev nummer et. Vi er meget glade for, at vi fik pladsen tre gange, og i dag er vi rigtig, rigtig glade for vores andenplads, siger Nomadirektør Peter Kreiner fra London.

Han mener, at det er værd at bemærke, at hele den skandinaviske regionen rykker.

- En restaurant som Frantzén/Lindeberg i Stockholm er rykket kraftigt op på listen. Og Geranium i København er rykket frem. Jeg synes bestemt, at der er grund til at kippe med dannebrogsflaget, siger han.

Peter Kreiner har aldrig spist på den berømte catalonske restaurant El Celler de Can Roca, som mandag aften i London indtog pladsen som verdens bedste restaurant, men det har stået højt på ønskelisten i mange år.

- Jeg kender folkene bag restauranten rigtig godt. Det er dygtige folk. At spise dér har stået på min to-do-liste over ting, jeg gerne ville, men jeg har desværre ikke nået det endnu. Jeg håber, det sker snart, siger Peter Kreiner.

Aftenen og andenpladsen skal fejres med en stor fest sammen med de andre deltagere og et hold på 12 personer fra Noma, som er med i London.

Noma var sidste år den første restaurant ud over den spanske restaurant El Bulli, der tre gange har haft førstepladsen i "The World's 50 Best Restaurants".

Listen over verdens 50 bedste restauranter udkom første gang i 2002. Noma kom første gang på listen i 2006, hvor det blev til en 33. plads.

/ritzau/

 

Dagens Gossip