Nordcyperns ny præsident vil genstarte fredsforhandling

Skrevet af admin

26/04/2015

Dagens topnyheder

Mustafa Akinci, som gik til valg med et løfte om at forsøge at få en fredsaftale på plads for det delte Cypern, har vundet en komfortabel sejr ved præsidentvalget på Nordcypern, som er den tyrkiske del af øen.

Akinci har fået 60,3 procent af stemmerne, viser tal fra valgkommissionen.

Politisk ligger han på centrum-venstrefløjen, men stillede op som uafhængig kandidat.

Akincis modstander i anden valgrunde søndag var den siddende præsident, Dervis Eroglu, som er konservativ.

Den 67-årige, nyvalgte præsident har sagt, at han som noget af det første vil forsøge at genstarte forhandlingerne om en fredsaftale på det delte Cypern.

Nordcypern er kun anerkendt af Tyrkiet. Der er præsidentvalg på denne del af øen hvert femte år.

Den nyvalgte præsident skal hurtigst muligt udpege en chefforhandler, som skal varetage tyrk-cyprioternes interesser i fredsprocessen, der ledes af FN, og hvis mål er et genforenet Cypern.

Tyrk-cyprioternes udenrigsminister, Özil Nami, har tidligere udtrykt forventning om, at processen kan genoptages i næste måned.

Det internationalt anerkendte Cypern trak sig fra fredsprocessen i oktober sidste år, da Tyrkiet annoncerede en plan om at bore efter gas og olie ud for øens sydlige kyst.

Lørdag sagde Akinci i et interview med Reuters, at boringerne giver en "ny dynamik", der kan komme landene i regionen til gode, men at det vil være nødvendigt at genopbygge tillid mellem parterne.

- Der er mulighed for, at alle kan vinde, sagde han.

Middelhavsøen har været delt siden 1974, efter at Tyrkiet indtog den nordlige del i kølvandet på et græsk kup, der skulle gøre Cypern til en del af Grækenland.

Cypern blev medlem af EU i 2004. Medlemskabet gælder kun den sydlige del, mens det tyrkcypriotiske område alene har bånd til Tyrkiet og er underlagt internationale sanktioner.

/ritzau/Reuters