Nordea bryder regler om hvidvask af penge

Den nordiske finanskoncern Nordea har fået en bøde af det svenske finanstilsyn, Finansinspektionen, på 30 millioner kroner - det svarer til 26,7 millioner danske kroner.

Ifølge Ritzau Finans får Nordea bøden fordi koncernen ikke har overholdt EU's regler om håndtering af sanktioner og arbejdet med at modvirke hvidvask af penge.

- Siden bruddene er alvorlige og i nogle tilfælde har foregået over længere tid, får banken en anmærkning og en bøde på 30 millioner svenske kroner, skriver Finansinspektionen i en pressemeddelelse.

Ifølge Finansinspektionen har Nordea i flere år undladt at kontrollere bagmænd, og banken har dermed været i fare for at give økonomiske ressourcer til "sortlistede" personer.

Samtidig har Nordea kun meldt seks af 74 transaktioner på indefrosne konti til Finansinspektionen.

- Passende risikovurderinger er en forudsætning for at forhindre hvidvask og finansiering af terrorisme, og banken har ikke gjort nok for at opnå viden om kunderne, skriver Finansinspektionen.

Ifølge tilsynet fik Nordea i 2010 en advarsel om, at der ikke blev gjort nok for at efterleve EU-kravene. Det blev der tilsyneladende ikke rettet op på, og tilsynet "ser særdeles alvorligt på, at bristerne stadig findes i dag".

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV