Nordea dropper samarbejde med advokatfirma i Panama

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Den skandinaviske bank Nordea dropper alt samarbejde med advokatfirmaet Mossack Fonseca. Det sker ifølge svensk tv, fordi firmaet angiveligt har assisteret med omfattende skattely i Panama.

- Vi skal ikke samarbejde med Mossack Fonseca længere. Overhovedet ikke, lyder det fra Casper von Koskull, der er administrerende direktør i Nordea.

- Banken skal ikke anvendes som platform for skattely, tilføjer han i et interview offentliggjort på SVT's hjemmeside.

En dokumentlæk om potentielle skatteunddragere begyndte søndag at brede sig over hele verden. Det er den største læk om skattely nogensinde og drejer sig om 11,5 millioner dokumenter, som er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.

/ritzau/