Nordea Kredit hæver sine bidragssatser

Skrevet af admin

15/06/2016

Dagens topnyheder

Nordea Kredit hæver sine bidragssatser. Det sker med henvisning til nye regler for kapitalkrav, oplyser realkreditinstitutionen via fondsbørsen.

Tidligere har Nykredit og RD hævet deres bidragssatser. Specielt førstnævnte udløste et ramaskrig, da man forud for sin børsnotering indførte prisstigninger.

Nordea Kredit fortæller, at nye kapitalkrav betyder, at man skal øge sin kapital med 7,7 milliarder kroner.

- Nordea Kredit skal på grund af den nye lovgivning sætte mere kapital til side for at kunne yde lån til kunderne. Det gør det dyrere at tilbyde realkreditlån, og derfor justerer vi priserne, skriver Torben Laustsen, bankdirektør i Nordea.

Prisen på et lån for kunder i Nordea Kredit vil stige med mellem 30 og 228 kroner om måneden ved et lån på en million kroner.

/ritzau/