Nordea strammer spareskruen trods overskud

Skrevet af admin

29/01/2014

Dagens topnyheder

Bankkoncernen Nordea kommer ud af 2013 med et ordinært resultat på over 30 milliarder kroner. Det viser bankens årsregnskab for 2013. Selv om det er en stigning på to procent i forhold til 2012, skuffer resultatet analytikerne.

Men bankens koncernchef, danske Christian Clausen, har en forklaring på resultatet:

- 2013 var endnu et år præget af lav vækst, og renterne faldt til rekordlave niveauer. Under disse betingelser har vi leveret et stabilt indtægtsniveau, siger han i en kommentar til regnskabet.

Og selv om overskuddet voksede en smule, skal der spares endnu mere. Det er et år siden, at banken lancerede besparelser for 3,3 milliarder kroner i perioden 2013-15.

Men den skrue strammes nu, og der skal effektiviseres for op mod det dobbelte, oplyser banken.

- Vi forventer, at den økonomiske vækst og renterne holder sig på et lavt niveau i en længere periode. Derfor forventer vi, at låneefterspørgslen og kundeaktiviteten bliver lavere, end vi antog sidste år, lyder det fra Christian Clausen.

- Vi fremrykker og udvider derfor vores initiativer til øget omkostningseffektivitet. Det vil gøre det muligt for os at tilpasse kapaciteten til det lavere aktivitetsniveau og fastholde vores position som en stærk bank, siger koncernchefen.

Nordea har allerede nu sparet og effektiviseret for over 1,5 milliarder kroner. Og samlet regner man med, at omkostningerne vil være faldet med fem procent i forhold til 2013.

Besparelserne skal findes ved blandt andet at reducere udgifterne til ændret kundeadfærd fra filial til computeren samt få udgifterne til omkostningerne i centrale funktioner ned.

- Senere i 2014 præsenterer vi flere detaljer om tiltagene, herunder omfanget af omstruktureringsomkostninger, skriver banken i årsregnskabet.

Det er endnu uvist, hvor mange de vil miste jobbet på grund af de opskruede sparemål.

/ritzau/