Nordea vil stoppe helt med hjælp til offshoreselskaber

Skrevet af admin

07/04/2016

Mest læste i dag

Nordea har oven på afsløringerne af brugen af stråmandsselskaber i skattelylande besluttet sig for helt at stoppe med at hjælpe bankens kunder med at administrere disse selskaber.

Det er beskeden på et pressemøde i Stockholm, hvor tre repræsentanter fra bankens koncernledelse stillede op for at svare på spørgsmål vedrørende de såkaldte Panama-papirer. Papirerne stammer fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca.

- Vi anbefaler aldrig vores kunder at oprette et offshoreselskab. Men vi har hjulpet til med administrative opgaver i den forbindelse, hvis kunden har ønsket det.

- Vi har ikke købt selskaber af Mossack Fonseca, og vi har heller ikke modtaget pengene af firmaet.

- Men vi har kigget på det, og vi har besluttet os for at stoppe med denne praksis. Vi vil ikke gå ind i den slags gråzoner, siger Snorre Storset, der er chef for bankens formueforvaltningsafdeling.

Han fortæller også, at der er andre selskaber end Mossack Fonseca, som tilbyder at oprette selskaber i skattelylande, og at de udgør omkring halvdelen af de selskaber, som selskabets kunder råder over.

Koncernchef Casper von Koskull sagde allerede mandag, at man ikke længere vil knyttes til Mossack Fonseca.

På pressekonferencen fortæller han desuden, at banken nu iværksætter en tilbundsgående undersøgelse, hvor man gennemgår sin kundeportefølje og identificerer hvert eneste offshoreselskab i den forbindelse.

Han understreger derudover, at Nordea allerede i 2009 strammede op på accepten af offshoreselskaber og anslår, at man af den årsag mistede omkring 4000 kunder, der valgte et andet pengeinstitut.

Men han siger også, at man ikke kan undgå brugen af offshoreselskaber.

- Offshore-selskaber er en realitet i international business og er standard i nogle brancher.

- Men derfor er vi er selvfølgelig nødt til at vide, hvorfor de er oprettet, og vi skal sikre, at de overholder vores retningslinjer, siger han.

/ritzau/