Nordic Built Charter: Rockwool og Grundfos tilslutter sig

Nordic Built er et nyt charter fra Nordisk Ministerråd, hvor hele værdikæden i den ellers så trængte byggebranche – lige fra arkitekten over bygningskonstruktøren til bygherren – forpligter sig til at opretholde en række standarder for at sikre et mere bæredygtigt byggeri med mennesket i fokus.

Til stede ved underskrivelsen var også Københavns overborgmester Frank Jensen for at åbne arrangementet og fortælle hvorfor kommunen, som en af landets største bygningsejere, stiller sig bag Nordic Built.

- Principperne i Nordic Built Charter svarer fuldstændig overens med det billede kommunen har af sig selv, og som vi samtidig får bekræftet af omverdenen, sagde overborgmester Frank Jensen.

Ud over at indtænke hele værdikæden i byggebranchen, har Nordic Built en holistisk tilgang til det byggede miljø, som af mange betragtes som typisk nordisk. De to direktører fra Grundfos og Rockwool var også begejstrede for det netværk og de standarder, som Nordic Built er med til at skabe.

- Rockwool har i Norden haft høje standarder for energieffektivt byggeri, i mange år, og de standarder vil vi gerne være med til at udbrede. Vi tror på, at et forum som Nordic Built kan motivere den samlede byggesektor til at komme med bud på, hvordan vi når EU's krav om næsten-nul-energi-byggeri fra slutningen af 2020, sagde Thomas Kähler, direktør for Rockwool Scandinavia.

- Grundfos arbejder generelt meget med bæredygtighed, og har af den grund en forpligtelse til at bakke op om Nordic Built. Med dette håber vi på at få skubbet på den bæredygtige agenda yderligere. I tillæg bliver vi en del af et det her netværk, hvor vi kan finde nye samarbejdspartnere og udveksle erfaringer. Nordic Built fungerer lidt på den måde, at jo større engagement man går ind i det med, jo mere får man ud af det, supplerede Claus Witt, administrerende direktør i Grundfos.

Dagens Gossip