Nordirland gør EM-gruppe åben med uafgjort

Skrevet af admin

08/09/2015

Dagens topnyheder

Nordirland kunne have sikret EM-kvalifikationen mandag aften, hvis det var blevet til tre point på Windor Park i Belfast mod Ungarn.

Men sådan skulle det ikke gå for nordirerne, der kunne se Ungarn komme i front med et kvarter tilbage af kampen ved Richard Guzmics.

Tre minutter inde i overtiden sørgede Kyle Lafferty dog for lidt nordirsk jubel, da han udlignede til slutresultatet 1-1.

Resultatet betyder, at Nordirland stadig topper den åbne gruppe. Nordirland har 17 point, mens Rumænien og Ungarn følger efter med henholdsvis 16 og 13 point. Alle har spillet otte kampe og har to kampe tilbage i gruppespillet.

Finland ligger på fjerdepladsen med 10 point og har stadig ikke udspillet sin chance i gruppen.

Det stod klart, efter at Lars Olsen og Færøerne var på besøg i Helsinki.

En sejr var vigtig for begge mandskaber i jagten på tredjepladsen, der giver en playoff-kamp som minimum.

Efter 23 minutter forsøgte Alexander Ring sig med et hovedstød, der tog træværket, og Joel Pohjanpalo var først over bolden og headede Finland foran 1-0.

1-0 blev kampens resultat, og finnerne kunne juble, mens Færøerne holder næstsidstepladsen med seks point foran Grækenland, der klarede 0-0 ude mod Rumænien.

/ritzau/