Nordirlands regering er tæt på kollaps efter drab

Skrevet af admin

11/09/2015

Dagens topnyheder

Den nordirske magtdelingsregering, der har været med til at sikre freden i den britiske provins, er tæt på at kollapse efter et mord, som tilskrives den katolske, republikanske undergrundsorganisation IRA.

Det er den største krise i Nordirland, siden der i 1998 blev indgået en fredsaftale mellem provinsens loyalister og republikanere - protestanter og katolikker.

Nordirlands førsteminister, Peter Robinson, valgte torsdag til at træde tilbage. Han henviste til, at IRA ikke - som det er aftalt - har ladet sig opløse som en paramilitær organisation.

Det fik fredag regeringerne i London og Dublin til at advare om konsekvenserne.

- Hvis den kollapser, så vil det tage meget lang tid, før man kan komme tilbage til en situation, hvor man kan have, hvad der kan kaldes en normalt drevet myndighed eller forsamling, siger den irske premierminister, Enda Kenny, til irsk radio ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han siger, at det stadig er muligt at undgå, hvis der er vilje fra alle parter trods uenighed.

Den britiske minister for Nordirland, Theresa Villiers, siger til BBC, at hun ville "ønske, at vi ikke befandt os i denne situation".

Hun opfordrer alle parter til igen at arbejde sammen og siger, at hun overvejer, om en uafhængig gruppe igen skal tage stilling til afvæbning af paramilitære organisationer i Nordirland.

Politiet i Nordirland mistænker medlemmer af IRA for at have myrdet et tidligere medlem af organisationen. Det på trods af, at IRA officielt er opløst.

Det var IRA's rolle, som Robinson henviste til, da han torsdag sammen med ministre fra sit protestantiske unionsparti (DUP) trådte tilbage. Kun hans partifælle Arlene Foster bliver tilbage som midlertidig førsteminister.

DUP har siden 2007 delt magten i Nordirland med det republikanske parti Sinn Fein, som var den politiske gren af IRA.

IRA og paramilitære protestantiske organisationer var stærkt medvirkende til, at 3500 mennesker blev dræbt fra 1968 og frem til Langfredagsaftalen i 1998, hvor parterne lovede at søge en fredelig løsning på den nordirske konflikt.

DUP er en svoren tilhænger af at fastholde Nordirland som en del af Storbritannien, mens Sinn Fein ønsker provinsen sammensmeltet med Den Irske Republik.

/ritzau/Reuters