Nordiske børn i Alanya syge af dysenteri

De 38 børn fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, som i sidste uge var indlagt med diarré og mavesmerter i Alanya i Tyrkiet, var smittet med bakterien shigella.

Det viser undersøgelser af smittede norske og svenske børn lavet af Smittskyddsinstitutet - en svensk pendant til Statens Serum Institut, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

En 11-årig dansk dreng var den sidste, som blev udskrevet, og han blev sammen med de andre formentlig smittet gennem afføring i børnepoolen, ifølge Stig Elling, salgsdirektør ved rejseselskabet Star Tour.

- Det er ikke bekræftet endnu, og det bliver det måske heller aldrig. Men vi må gå ud fra, at smitten kommer fra et sted, hvor alle børnene har opholdt sig, og så er poolen vores bedste bud, sagde Stig Elling tidligere til Ritzau.

Det var søndag aften og natten til mandag i sidste uge, at symptomerne meldte sig hos børnene. De blev indlagt på sygehuset, og er siden løbende blevet udskrevet.

Star Tour har bestemt, at de ramte familier skal have en økonomisk kompensation. Én voksen pr. barn vil blive kompenseret for de dage, hvor barnet har været indlagt

Shigella er en meget smitsom tarminfektion, der ofte giver blodig diaré.

I tropisk klima og i lande med lav standard for hygiejne er shigella en hyppig årsag til diarré. På verdensplan inficeres knap 200 millioner hvert år, med over en million dødsfald til følge.

I Danmark er der de senere år blevet diagnosticeret cirka 160 tilfælde årligt. Statens Serum Institut har i årene 2008 - 2010 registreret, at de fleste var smittet i udlandet.

I Danmark var der i 2007 et udbrud forårsaget af importeret babymajs fra Thailand, og i 2009 et andet udbrud på grund af sukkerærter fra Kenya.

/ritzau/

 

Dagens Gossip