Nordjyde holdt kvinde fanget i 10 timer: Voldtog hende og forsøgte at kvæle hende

En 51-årig kvinde gennemlevede natten til lørdag et mareridt, da hun i op mod 10 timer blev holdt fanget i en lejlighed i Aalborg.

Efter en fest gik kvinden fredag aften med en 48-årig mand, men da de nåede hans lejlighed, udviklede aftenen og natten sig grimt, har hun fortalt politiet.

- Fra midnat og otte-10 timer frem er hun angiveligt blevet holdt fanget i lejligheden. Hun er blevet voldtaget, sparket over hele kroppen og har kvælningsmærker på halsen, siger vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.

Vidner har fortalt, at de har hørt skrig om hjælp fra lejligheden.

- Hun har rigtig mange blodunderløbne mærker. Hun siger, at han flere gange har haft fat om halsen på hende og råbt, at han ville dræbe hende, siger Henrik Beck.

Kvinden henvendte sig lørdag eftermiddag til politiet og oplyste desuden navnet på den formodede gerningsmand, som politiet lørdag aften klokken 20.26 kunne anholde på en beværtning i Aalborg.

Lørdag aften er en retsmediciner i gang med at undersøge både offer og den formodede gerningsmand med henblik på at finde spor.

Henrik Beck fortæller, at den 48-årige i forvejen er kendt af politiet for forseelser af samme karakter.

Politiets jurister arbejder lørdag aften med sagen og venter, at manden fremstilles i grundlovsforhør søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip