Nordjyder i kø for at købe rejser

Nordjyder stod i lange køer i støvregnen, da Bravo Tours torsdag åbnede salgskontoret på Vesterbro i Aalborg.

Forreste mand i køen havde stået fra klokken 02.30 for at købe to rejser til Almería, der er Bravo Tours’ nye sommerdestination fra Aalborg Lufthavn.

I løbet af åbningsdagen var der køtilbud flere gange, og der blev solgt flere end 600 rejser fra det lille salgslokale.

I de seneste år har adskillige rejsearrangører lukket deres afdelinger i Aalborg, så mange nordjyder var godt tilfredse med, at Bravo Tours går mod strømmen.

- Vi har puslet med tanken om en nordjysk filial i et par år, og nu har vi et godt fundament med eget fly baseret i Aalborg Lufthavn og rejser til seks destinationer hver uge, siger Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj.

Årsagen til, at mange rejsearrangører lukker deres salgskontorer, er, at flere og flere danskere køber rejser via internettet.

- Også hos os er hjemmesiden den bedste sælger, men de fleste kunder sætter pris på at møde en rigtig sælger i øjenhøjde. I vore andre butikker er der kunder ved skranken i hele åbningstiden, så det er meget naturligt, at vi åbner kontor dér, hvor vi mærker, at interessen for at købe rejser er stor, siger Peder Hornshøj.

Dagens Gossip