Nordjysk butiksejer i chok: Kæmpe pytonslange i toilettet

Jon Heibæk var temmelig sikker på, at ingen nogensinde ville tro på hans historie, da han stod klar med sin telefon for at tage et billede af toilettet.

Få sekunder inden da havde en kæmpestor pytonslange stukket sit hoved op af hans toilet.

Det skriver NORDJYSKE.

Og godt nok er John Heibæk vant til at arbejde med slanger - men som indehaver af Støvsugerhuset i Aalborg begrænser hans viden sig til støvsugerslanger, så den store kongepyton fik virkelig suget luften ud af ham.

Mens støvsugersælgeren løb efter sit kamera, var slangen imidlertid krybet tilbage i kloaken.

Men dagen efter blev Jon Heibæk ringet op af Nordjysk Dyreredning, som havde hørt historien fra en af hans kunder. De fortalte, at slangen formentlig ville vende tilbage, og bad ham lade toiletlåget stå åbent.

Det gjorde han, og kort efter opdagede han den halvanden meter lange pyton på toiletvæggen.

Den blev hentet, og er i dag i god behold.

Ejeren af bygningen har nu planlagt renovering af toilettet i Støvsugerhuset, skriver Nordjyske.

Dagens Gossip