Nordjysk kyst sikret: Halmballer får lov til at blive

Skrevet af admin

26/11/2015

Mest læste i dag

Først skulle de væk, men nu får halmballerne lov at blive liggende på Nørlev Strand frem til 1. marts. Det oplyser Kystdirektoratet i et svar til grundejerforeningen Nørlev Strand.

Det skriver DR P4 Nordjylland.

Halmballerne er placeret af grundejerne langs kysten som værn imod, at havet æder mere af kysten. Men grundejerne har fået at vide, at de skal fjernes.

Kystdirektoratet giver i svaret også påbud om, at de ulovligt udlagte halmballer skal fjernes. Men direktoratet skriver samtidig, at grundejerforeningen har frist til 1. marts.

Og så er talsmand Christian Hartmann mere end bare mellemfornøjet.

- Den sunde fornuft har vundet. Så det er en sejr for den sunde fornuft. Og vi er rigtig glade, for vi har noget, der kan holde på sandet og skærme for vand, siger han til DR P4 Nordjylland.

Kystdirektoratet godkendte for nylig en permanent fast sikring af kysten, men det er endnu uklart, præcis hvordan den sikring skal finde sted.

Og derfor er halmballer på Nørlev Strand frem til 1. marts en god livline, mener Christian Hartmann - for storm og orkaner bør være væk inden da.

- De vinde, vi har fået, er kommet i december og januar. Nu ligger halmballerne der, og de gør ingen skade vinteren over - de gør en masse gavn. Og kan vi få sten op i løbet af foråret, og så har vi en mere varig løsning, siger Christian Hartmann til DR P4 Nordjylland.

Helt optimalt havde Christian Hartmann og grundejerne ønsket halmballer på Nørlev Strand frem til 1. april.

/ritzau/