Nordjysk par dømt skyldige i udbredelse af børneporno

Skrevet af Jesper Larsen

20/05/2015

Dagens topnyheder

Det var en 22-årig nordjysk kvindes tab af sit memorystick på sin uddannelsesinstitution, der førte til, at hun nu er blevet dømt for at udbrede børneporno i fællesskab med en 50-årig mand, der ligeledes kommer fra Nordjylland. 

Straffen lød på 80 dages ubetinget fængsel til den 50-årige for at have udbredt 13 kategori 1-film, hvilket betyder, at optagelserne indeholdt nøgenhed, og 14 filmklip i kategori 2, der betyder sexscener med børn under 18 år, skriver Nordjyske.   

Den 22-årige fik 80 dages betinget fængsel og samfundstjeneste for at have udbredt en enkelt film. 

Parret blev meldt til politiet, da indholdet af memorysticken blev kendt, og i november 2013 blev hjemmene hos de to ransaget. Her fandt politiet de strafbare effekter på harddiske og memorysticks, der førte til domsfældelse. 

Den 22-årige kvinde blev ligeledes dømt for at have filmet badende piger i det skjulte i et idrætscenter og en svømmehal. 

Da hun tidligere har været medarbejder i en humanitær organisation, har hun desuden fået forbud mod at beskæftige sig med personer under 18 år, ligesom hun ikke må have omgang med børn i en periode på tre år. 

Ingen af de dømte valgte at anke dommen.