Nordjyske Nyskabere: Hg-elever i semifinalen

Fire elever på Tradium Mariagerfjord HG2 år har kastet sig ud i innovationens og iværksætteriets svære kunst. De har sat sig for at udvikle en moderne og teknologisk førerhund til svagtseende og blinde. Den teknologiske førerhund består bl.a. af sensorer, headset og et informationssystem.

De fire elever har allerede været gennem to konkurrencer. Først deltog de i den interne konkurrence på Tradium, som de vandt. Herefter blev de tilmeldt Nordjyske Nyskabere, hvor ca. 60 virksomheder/projekter kæmper om at blive den vindende virksomhed.

I sidste uge deltog de i en Work Shop på Tranum Strand Feriecenter. Her blev de vejledt, udfordret og vurderet på deres ide, evne til at præsentere og skrive et ideudviklingsoplæg.

- De to dage betød hårdt arbejde, spændende oplæg og en natlig opgave, som ikke gav tid til megen søvn. Ligeledes har mødet med andre unge med samme interesser givet inspiration og motivation, siger handelsoverlærer Asger Nielsen, Tradium Mariagerfjord HG.

Efter Work Shoppen er de unge hg’ere blevet udvalgt til at deltage i semifinalen sammen med 14 andre virksomheder/projekter.

- Så nu skal der arbejdes med at udvikle, dokumentere og præsentere projektet, således at det forhåbentlig kan blive til en finaleplads, slutter Asger Nielsen.

Dagens Gossip

Dagens TV