Nordkorea annullerer invitation til amerikansk udsending

Specialudsendingen for nordkoreanske menneskerettighedsanliggender, Robert King, skulle fra fredag til lørdag have diskuteret frigivelsen af den amerikanske statsborger, der har været fængslet i landet siden november, med nordkoreanerne.

Udenrigsministeriets talskvinde Marie Harf oplyste imidlertid på afrejsedagen, at Nordkorea havde trukket invitationen tilbage.

»Vi er overraskede og skuffede over Nordkoreas beslutning,« sagde hun ifølge Al Jazeera.

Familien til Kenneth Bae har tidligere oplyst, at hans helbred skranter alvorligt, og at han er blevet flyttet fra en arbejdslejr til behandling på et statshospital, da han angiveligt lider af en række helbredsproblemer, herunder hjerteproblemer og kronisk diabetes.

Ifølge Marie Harf har den amerikanske regering nu bedt Nordkorea om at forklare den annullerede invitation. Hun oplyste desuden, at man fra amerikansk side vil presse på for at få en ny dato.

»Vi er fortsat alvorligt bekymrede over Kenneth Baes helbred, og vi fortsætter med at opfordre de nordkoreanske myndigheder til at give Kenneth Bae amnesti og øjeblikkelig løsladelse af humanitære grunde,« sagde hun.

Den 45-årige amerikaner blev i maj måned fundet skyldig i undergravende virksomhed mod den nordkoreanske stat af højesteret. Han blev dømt til 15 års tvangsarbejde i en af Nordkoreas berygtede arbejdslejre, da højesteret fandt, at han brugte sin turistvirksomhed til at danne grupper, der ville afsætte det nordkoreanske styre.

Nordkorea har tidligere frigivet amerikanske fanger efter besøg fra fremtrædende udsendinge som de tidligere præsidenter Bill Clinton og Jimmy Carter.

BNB

Dagens Gossip