Nordkorea dømmer ung amerikaner til 15 års "hårdt arbejde"

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Nordkoreas højesteret har idømt en amerikansk studerende, der har indrømmet at have stjålet propagandamateriale, til 15 års strafarbejde.

Det rapporterer det kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge AFP.

Ifølge nordkoreanske statsmedier rejste studenten, 21-årige Otto Warmbier, ind i Nordkorea som turist. Her blev han taget i at begå "fjendtlige handlinger" mod staten.

Hans handlinger er foregået med den amerikanske regerings velsignelse, har det tidligere lydt.

Den dømte amerikaner er studerende på University of Virginia, og han var taget til Nordkorea "med det formål at ødelægge landets enhed" ifølge Nordkorea.

Warmbier blev anholdt i begyndelsen af januar på vej ud af landet.

Han har senere hen grædende indrømmet, at han under sit ophold i Nordkorea fjernede en politisk plakat fra et hotel i hovedstaden Pyongyang, som han boede på sammen med sine rejsefæller.

Han er ikke den eneste udlænding, Nordkorea har i sin varetægt. En canadisk præst, der er født i Sydkorea, blev sidste år anholdt og idømt livsvarigt fængsel for forsøg på at undergrave staten.

Derudover fortalte en amerikaner af koreansk herkomst tidligere på året tv-stationen CNN, at han er fængslet og anklaget for spionage.

FN indførte for nylig nye og strammere sanktioner mod Nordkorea, efter at landet 6. januar gennemførte en atomprøvesprængning.

/ritzau/