Nordkorea fyrer endnu et missil i havet

Skrevet af admin

03/08/2016

Mest læste i dag

Nordkorea har onsdag affyret et ballistisk missil fra den vestlige del af landet og ud i Det Japanske Hav ved den østvendte kyst.

Det oplyser Sydkoreas militær.

Affyringen skete angiveligt klokken 7.50 lokal tid. Der er ikke umiddelbart flere oplysninger om episoden, og det er dermed uklart, præcist hvilken type missil der blev brugt.

Det er ikke mere end et par uger siden, at Nordkorea sidst sendte missiler op i luften. Dengang var der tale om tre af slagsen. De landede alle i Det Japanske Hav efter at have fløjet mellem 500 og 600 kilometer.

Ifølge det nordkoreanske medie KCNA var der dengang tale om et simuleret atomangreb, og det skete på en direkte ordre fra Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Han overværede angiveligt også aktionen.

Styret i Nordkorea reagerede i juli vredt på nyheden om, at Sydkorea og USA har truffet endelig afgørelse om at etablere et forsvarssystem, der kan forhindre missiler fra Nordkorea i at ramme nabolandet.

Nordkorea har truet med at gengælde opstillingen af et missilskjold med "fysisk handling", så snart det kender den geografiske placering af systemet.

I adskillige måneder har Nordkorea med jævne mellemrum foretaget prøveaffyringer af ballistiske missiler.

FN's Sikkerhedsråd vedtog i marts en resolution om at udvide de internationale sanktioner mod Nordkorea. Det skete som svar på Nordkoreas atomprøvesprængning 6. januar, som var den fjerde af slagsen i det lukkede land.

/ritzau/Reuters