Nordkorea har nu indført ny tidszone

Skrevet af admin

15/08/2015

Dagens topnyheder

Nordkoreanerne befinder sig nu i en ny tidszone.

Fra og med lørdag er urene i Nordkorea sat en halv time tilbage i forhold til den tidszone, der gælder for Japan og dermed også Sydkorea.

Da klokken slog midnat lokal tid, blev ændringen markeret ved, at klokkerne på det astronomiske observatorium i hovedstaden Pyongyang ringede.

- På samme tid lød fløjter og sirener fra alle industrianlæg og tog og skibe over hele landet, skriver det statslige nyhedsbureau KCNA ifølge den sydkoreanske pendant Yonhap.

KCNA beretter også, at soldater "på tjeneste for at kunne gøre deres pligt og forsvare landet" samt videnskabsfolk, "der arbejder på satellitter til at udforske nye måder at erobre rummet på", samt alle andre mennesker i landet satte deres ure tilbage i begejstring og glæde over den nationale begivenhed.

Dermed vender Nordkorea tilbage til den tid, der var gældende på den koreanske halvø forud for den japanske besættelse fra 1910 til 1945.

Parlamentet i Nordkorea, der regnes for diktatoren Kim Jong-uns forlængede arm, godkendte i sidste uge, at landet skaber sin egen "Pyongyang Tid".

- De ondsindede japanske imperialister begik utilgivelige forbrydelser ved at fratage Korea selv standard-tiden, mens de ubarmhjertigt nedtrådte 5000 års historie og kultur og fortsatte den uhørte politik med at udslette den koreanske nation, skrev det statslige nyhedsbureau.

Korea indførte første gang en tidszone i 1908, men japanerne stillede i 1912 på uret, så den blev den samme som i Japan.

Sydkorea gik i 1954, lige efter Koreakrigen, også væk fra japansk standardtid - også for at signalere et brud med det japanske styre.

Men i 1961 blev klokken atter stillet frem til japansk tid, efter at Park Chung-hee kom til magten ved et militærkup.

Rationalet bag ændringen var, at de to USA-allierede Japan og Sydkorea bør have samme tidszone for at kunne planlægge bedre.

/ritzau/