Nordkorea ignorerer Sydkorea

Der har endnu ikke været reaktioner fra Nordkorea, efter at Sydkorea torsdag rakte hånden ud og forslog forhandlinger om en omstridt industrizone, som Nordkorea har holdt lukket i flere uger.

Ifølge tv-stationen BBC har Sydkorea givet Nordkorea 24 timer til at svare på håndsrækningen.

- Hvis Nordkorea siger nej til forslaget, vil vi skride til alvorlige handlinger, lyder det fra en talsmand for den sydkoreanske regering.

Det sydkoreanske styre nægter dog at komme nærmere ind på, hvilke konsekvenser det vil have.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, er opmærksom på Sydkoreas forhandlingstilbud, og han håber "inderligt, at industrizonen hurtigst muligt vil vende tilbage til normal tilstand", sagde en FN-talsmand torsdag.

Det sydkoreanske nyhedsbureau, Yonhap, skriver, at præsidenten i Sydkorea nu har indkaldt til sikkerhedsmøde for at diskutere næste skridt.

I starten af april trak Nordkorea sine arbejdere hjem fra industrizonen og satte i den forbindelse alle arbejdsopgaver på standby.

Tilbagetrækningen anses for en dramatisk optrapning af konflikten mellem Nordkorea og Sydkorea.

Den industrielle zone Kaesong, der ligger 10 kilometer inde i Nordkorea, blev oprettet i 2004 som et symbol på samarbejde på tværs af grænsen.

Nordkorea har ellers altid været omhyggelig med ikke at lade stridigheder mellem de to lande gå ud over den vigtige frihandelszone, for den skaffer det trængte kommunistiske land hård valuta, som det har svært ved at skaffe sig på anden måde.

Flere end 50.000 nordkoreanere arbejder på fabrikker i Kaesong-komplekset, hvor omkring 123 firmaer fra Sydkorea har etableret sig. Men Nordkorea har trukket sine arbejdere hjem på grund af krisen på den koreanske halvø.

Det anslås, at Sydkorea har omkring 175 medarbejdere i industrizonen. Dog spekuleres der i, at det sydkoreanske styre vil trække sine arbejdere hjem, da de så småt er ved at løbe tør for medicin, mad og drikke.

Nordkorea har nemlig nægtet, at lukke friske forsyninger ind i industrizonen.

Styret i Pyongyang har den seneste tid optrappet sine trusler mod fjenderne i Sydkorea samt USA.

Nordkorea har blandt andet sagt, at landet er i en "krigstilstand" med Sydkorea, selvom de to lande teknisk set aldrig har sluttet fred siden Koreakrigen, som endte med en våbenhvileaftale. Desuden truer nordkoreanerne med atomangreb mod USA.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV