Nordkorea jubler efter affyring af raket

Nordkorea har igen bevist, at internationalt pres og fordømmelse preller af på den isolerede stat. For natten til onsdag dansk tid blev en raket sendt i vejret, som tegn på at uanset trusler om sanktioner fra EU og USA, så gør Nordkorea, som det passer dem.

Raketten er dog ifølge nordkoreanerne selv et harmløst forsøg på at sætte en vejrsatellit i kredsløb. Men det internationale samfund tror ikke på den forklaring.

Her mistænker man i stedet Nordkorea for at være i gang med teste teknologi til et langtrækkende missil, der skal kunne ramme mål så langt væk som i USA.

Der gik da heller ikke lang tid fra, at raketten blev sendt af sted kort før klokken 02 dansk tid til at fordømmelserne begyndte at vælte ind. Affyringen bliver set som en stor trussel mod stabiliteten og freden i området.

Hos naboerne i Sydkorea har præsident Lee Myung-bak indkaldt til hastemøde om den nationale sikkerhed for landets ledende ministre, skriver Reuters. Og FN-diplomater siger ifølge AFP, at Sikkerhedsrådet samles onsdag for at drøfte situationen.

I Nordkorea derimod mener man, at raketten er en succes.

- Satellitten er nået ind på den planlagte bane, lyder det på nordkoreansk tv, hvorefter stationen afspillede patriotiske sange med tekster som "Chosun (Korea) gør som det siger", skriver Reuters.

Iagttagere mener, at landets leder, Kim Jong-un, ønsker at bruge opsendelsen til at markere årsdagen for sin fars død 17. december sidste år.

Nordamerikas luftforsvarskommandos (Norad) systemer opsnappede raketten og tilføjer, at det tyder på, at et "objekt" er gået i kredsløb.

- Tidlige indikationer viser, at den affyrede raket udsendte et objekt, der ser ud som om, det er gået i kredsløb, lyder det i en meddelelse ifølge AFP.

- På intet tidspunkt var raketten eller nedfald fra den en trussel mod Nordamerika, fastslår Norad.

Selvom det ikke er nyt, at Nordkorea barsler med raketplaner, så kom affyringen alligevel som lidt af en overraskelse.

For få dage siden lød det nemlig fra Pyongyang, at man var nødt til at udskyde planerne om at affyre en raket. Formentlig på grund af tekniske problemer.

USA og EU har for få dage siden advaret Nordkorea mod at gennemføre og har truet med yderligere sanktioner mod det fattige land, såfremt landet ignorerede advarslen.

Ifølge FN-resolutioner har Nordkorea efter sine 2006 og 2009 atomprøvesprængninger forbud mod at gennemføre missil- og atomrelaterede test.

Onsdagens opsendelse kommer efter et mislykket forsøg på at affyre en raket i april. Dengang lykkedes det kun at holde raketten flyvende i to minutter.

Tretrinsraketten fulgte den bane over den sydlige japanske øgruppe Okinawa og noget af raketten landede i vandet ud for Filippinerne.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV